Det uhåndgribeliges stoflighed

Musikken, forstået som oplevelse og refleksion, opstår mellem lytterens ører. Gennem den klanglige realisering af værket er et ordnet musikalsk materiale blevet transporteret til lytteren. I værket har komponistens ideer gennem arbejdet med et musikalsk materiale fundet en form. Ideerne udspringer af komponistens tanker og mentale/kropslige sansninger; musikken er det spejl, hvor lytteren i et blik indad får adgang til et menneskeligt fællesskab.

Et særkende ved Rachel Yatzkans musik er dens stoflighed og udpræget sanselige klanglige fremtoning: den er næsten ’konkret’ til stede i rummet. I sin essens er den imidlertid så uhåndgribelig som det stof, tanker, drømme og sjæle er gjort af.

Opvokset i Jerusalem med forældre med rødder i hhv. Persien og Bulgarien er det næppe overraskende, at der i Rachel Yatzkans musik er en understrøm af sydøsteuropæisk og mellemøstlig folkemusik. På musikkens overflade fornemmes det i hendes præferencer for glissandi og mikrotonalitet, for ulige metre i hastig pulseren. Et ekko af persisk nãy-fløjte tradition dukker op i værket Ama Mi (2000) for blokfløjtekvartet, og Rachel Yatzkans måde at bruge sangstemmen er ofte nærmere en folkelig tradition end europæisk kunstsang, som det bl.a. kan høres i værkerne R∆T (1998) for sopran og baryton og Mequri (2002) for mezzosopran, blokfløjte, saxofon og bas-marimba.

Hendes musik er uafhængig af den ny musiks mange konventioner og stilretninger, den fremtræder forskellig fra værk til værk og er dog stadig sig selv. Ikke hermed sagt at de seneste årtiers musikalske eksperimenter og æstetiske erfaringer er hendes musik fremmed, snarere tværtimod. Efter studier i Jerusalem (improvisation, saxofon, kompositoriske eksperimenter, arbejde med teatermusik) søgte Rachel Yatzkan til Holland (1996 – 2001) og mødte her gennem sine kompositionsstudier i Haag en systematisk indføring i nutidige kompositionsteknikker. Ofte er det netop ved en radikal og egensindig udforskning af disse muligheder, at hendes musik får et umiskendeligt personligt præg.

Materialet er genereret med matematisk konsekvens og tilrettelagt ud fra en systematik og materialeholdning, der kan have påfaldende ligheder med den danske konkretisme: kunstnersubjektet er trådt i baggrunden, og materialet lægges blot frem ’som det er’, direkte, nøgent uden pynt. Den musikalske struktur insisterer på altid at være transparent. Værket I Conquered the Evil of God (1999) for sangstemme og ensemble arbejder således med systematisk afkortning ud fra tallet ti som numerisk akse: åbningssatsen varer 100 sekunder, hvorefter hver af de ti satser klipper 10 sekunder af varigheden - dog med én signifikant undtagelse: 3. sats (80 sekunder) er flyttet hen som den fjerdesidste. Værket 43 (1999) for 4 kontrabasser nærmer sig det konceptuelle ved en systematiseret lydlig fremstilling eller ’oversættelse’ af 2 malerier i 4 forløb (satser) à 4 minutter, som udforsker 4 klanglige/instrumentale situationer.

Udgangspunkt for materialevalg i Yatzkans musik er oftest fysiske forhold eller fænomener. Kvartetten Collisions (2002) for klarinet, saxofon, violin og klaver er i så henseende eksemplarisk ved i sit materiale at tage afsæt i sammenstødet mellem hårdt og blødt - som når en sten træffer havoverfladen: instrumenternes mikrotonale bevægelsesmønstre aftegner omhyggeligt kalkulerede deformationer og bølger.

Der er med Rachel Yatzkans ord en ”resonans” mellem de fysiske forhold som i hendes værker musikaliseres med matematisk præcision og emotionelle/mentale tilstande og fænomener under bevidsthedens tærskel, tilstande og fænomener, som ikke desto mindre lader sig sanse i visse magiske øjeblikke. Rachel Yatzkan søger i sin musik disse magiske momenter, hvor individets isolation opløses i et fællesmenneskeligt, spirituelt rum.

Musikken, forstået som oplevelse og refleksion, opstår mellem lytterens ører. Gennem den klanglige realisering af værket er et ordnet musikalsk materiale blevet transporteret til lytteren. I værket har komponistens ideer gennem arbejdet med et musikalsk materiale fundet en form. Ideerne udspringer af komponistens tanker og mentale/kropslige sansninger; musikken er det spejl, hvor lytteren i et blik indad får adgang til et menneskeligt fællesskab.

Et særkende ved Rachel Yatzkans musik er dens stoflighed og udpræget sanselige klanglige fremtoning: den er næsten ’konkret’ til stede i rummet. I sin essens er den imidlertid så uhåndgribelig som det stof, tanker, drømme og sjæle er gjort af.

Opvokset i Jerusalem med forældre med rødder i hhv. Persien og Bulgarien er det næppe overraskende, at der i Rachel Yatzkans musik er en understrøm af sydøsteuropæisk og mellemøstlig folkemusik. På musikkens overflade fornemmes det i hendes præferencer for glissandi og mikrotonalitet, for ulige metre i hastig pulseren. Et ekko af persisk nãy-fløjte tradition dukker op i værket Ama Mi (2000) for blokfløjtekvartet, og Rachel Yatzkans måde at bruge sangstemmen er ofte nærmere en folkelig tradition end europæisk kunstsang, som det bl.a. kan høres i værkerne R∆T (1998) for sopran og baryton og Mequri (2002) for mezzosopran, blokfløjte, saxofon og bas-marimba.

Hendes musik er uafhængig af den ny musiks mange konventioner og stilretninger, den fremtræder forskellig fra værk til værk og er dog stadig sig selv. Ikke hermed sagt at de seneste årtiers musikalske eksperimenter og æstetiske erfaringer er hendes musik fremmed, snarere tværtimod. Efter studier i Jerusalem (improvisation, saxofon, kompositoriske eksperimenter, arbejde med teatermusik) søgte Rachel Yatzkan til Holland (1996 – 2001) og mødte her gennem sine kompositionsstudier i Haag en systematisk indføring i nutidige kompositionsteknikker. Ofte er det netop ved en radikal og egensindig udforskning af disse muligheder, at hendes musik får et umiskendeligt personligt præg.

Materialet er genereret med matematisk konsekvens og tilrettelagt ud fra en systematik og materialeholdning, der kan have påfaldende ligheder med den danske konkretisme: kunstnersubjektet er trådt i baggrunden, og materialet lægges blot frem ’som det er’, direkte, nøgent uden pynt. Den musikalske struktur insisterer på altid at være transparent. Værket I Conquered the Evil of God (1999) for sangstemme og ensemble arbejder således med systematisk afkortning ud fra tallet ti som numerisk akse: åbningssatsen varer 100 sekunder, hvorefter hver af de ti satser klipper 10 sekunder af varigheden - dog med én signifikant undtagelse: 3. sats (80 sekunder) er flyttet hen som den fjerdesidste. Værket 43 (1999) for 4 kontrabasser nærmer sig det konceptuelle ved en systematiseret lydlig fremstilling eller ’oversættelse’ af 2 malerier i 4 forløb (satser) à 4 minutter, som udforsker 4 klanglige/instrumentale situationer.

Udgangspunkt for materialevalg i Yatzkans musik er oftest fysiske forhold eller fænomener. Kvartetten Collisions (2002) for klarinet, saxofon, violin og klaver er i så henseende eksemplarisk ved i sit materiale at tage afsæt i sammenstødet mellem hårdt og blødt - som når en sten træffer havoverfladen: instrumenternes mikrotonale bevægelsesmønstre aftegner omhyggeligt kalkulerede deformationer og bølger.

Der er med Rachel Yatzkans ord en ”resonans” mellem de fysiske forhold som i hendes værker musikaliseres med matematisk præcision og emotionelle/mentale tilstande og fænomener under bevidsthedens tærskel, tilstande og fænomener, som ikke desto mindre lader sig sanse i visse magiske øjeblikke. Rachel Yatzkan søger i sin musik disse magiske momenter, hvor individets isolation opløses i et fællesmenneskeligt, spirituelt rum.

Niels Rosing-Schow